Kulturfortællinger - Fortalt med mange stemmer kapiel 7.

Jeg vil forsøge at redegøre for de to indgange til kulturbegrebet.

Litteratur: HedeJørgensen, H. (2004): Kulturfortællinger- fortalt med mange stemmer. Systime Academic

Tværkulturel forståelse af kultur tager udgangspunkt i sammenligning af forskellige fænomener, indenfor forskellige kulturer. Den ligger op til fokus på forskelle og ligheder, og sammenligner elementer på tværs. Den kan være god til at pege på tendenser og opmærksomhedspunkter i kulturmødet, dog er der risiko for stereotype forestillinger, hvis den anvendes ureflekteret. Bruges den til direkte sammenligning mellem ungdomsliv i en moderne kultur og ungdomsliv i en traditionel kultur, kan den tværkulturelle forståelse give en form for overblik. Den forholder sig ikke til hvad der bestemmer en given kultur som kultur, men laver en sammenlignende analyse af adfærd. Den er brugbar så længe der er overensstemmelse om hvad der afgrænser kultur som kultur. Den tværkulturelle forståelse rummer en fare for en etnocentriskkulturforståelse, som lægger afstand til den kultur som ikke er lige så god som den man selv er en del af. Derudover er der en fare for kulturrelativisme, hvor man ser kultur som et fænomen, der kun kan forstås indenfor egne rammer. Den tager ikke højde for at den som betragter kulturen, er et produkt af kultur og er med til at skabe kultur. Den er ikke fyldestgørende i en tid hvor mennesker bevæger sig ind og ud af forskellige fællesskaber og den enkelte påvirker og påvirkes af de fællesskaber denne bevæger sig imellem.  Et grundlæggende begreb i tværkulturel forståelse er psykologiskpersonbegreb, der anses som en vestlig konstruktion, der har fokus på fortid som forklaring på menneskets følelser og handlinger.

Det andet begreb er den transkulturelle forståelse som skal ses i et større globalt perspektiv. På den ene side er der en kulturel overklasse som kendetegnes ved at have resurser og magt og på den anden side er der en kulturel underklasse som kendetegnes ved manglende resurser og magtesløshed. Den transkulturelle forståelse ser ikke kultur som et statisk fænomen, men som et dynamisk fænomen og en evig proces. Den som betragter kulturer skal være opmærksom på at han/hun selv er et produkt af kultur. Begrebet tager udgangspunkt i, at det ikke er kulturer der mødes, men mennesker og at der udveksles og skabes kultur ved hvert af disse møder. Den transkulturelle forståelse indeholder det tværkulturelle element, samt en bevidsthed om hvilken kulturforståelse man indgår i samvær med andre på og hvordan denne kultforståelse farver fortolkningerne i mødet. Da der i alle møder mellem mennesker, er forskellige faktor i spil, må den der betragter kultur have et dobbelt, som både kan vendes indad og udad. Metoden ser kultur gennem kultur og forholder sig derudover til hvilke processer der udpeger en given enhed som kultur. Den transkulturelle forståelse taler om Selvet, som betragtes som noget der forandre sig fra situation til situation og er betinget at refleksivitet. Da selvet er noget der fortælles, er det vigtigt at der er fokus på det sprog der bruges i fortællingen.

Forforståelse: Den usynlige del af kultrur, som betinges af historien. Det er grundlæggende antagelser som bygger på ens egen livserfaringer og den kultur man er vokset op i.

Redundans: Det forhold der gør det muligt at mennesker forstår hvad hinanden taler om, uden at det er nødvendigt at gå ned i enhver detalje i samtalen. Dette kræver dog den samme forforståelse i den givende referenceramme.

For at ændre sit perspektiv på kultur, må man bevæge sig rundt. Det man kan se med det blotte øje, er kun en del af en større helhed.

Det fortællende menneskes sprog er nutidsorienteret. Det er nøglen ind til dette menneske. Men det er også nøglen som det lyttende menneske kan samle op og bruge til at åbne egne døre med. Døre der fører ind til et selv som er dannet i et intimt samspil med kultur og historie. Det er her igennem at den andens fortælling bliver det forandrede perspektiv. (s.129 linje 26-30).

Det narrative sprog indeholder tematisering tid og rum i formen, oversætter tilfældigheder til begivenheder, samt et 3. vigtig element nemlig det lyttende menneske. Det er fortællende og kan indfange spændingen mellem det synlige og det skjulte i kulturen. Et metaforisk sprog, kan fremstille kontekstens evige foranderlighed og det ubegribelige modsætningsforhold mellem det der kan ses og det skjulte. Følelser og oplevelser har en universel klarsyn og er genkendelig på tværs af tid og rum. De udtrykkes i billeder, ordsprog og talemåde og bliver levende når de genkendes og fanges af andre.

Dagens undervisning (kultur)

Timerne i dag på pægagoguddannelsen foregik med at snakke om det at føle sig velkommen og føle sig accepteret i den kultur man har sin hverdag i. Vi blev sidst på dagen delt op i grupper hvor vi i hver gruppe fik en tekst, hvor min gruppe fik en tekst ved navn ``Egon og den rustne orkide´´ som generelt handler om en dagen ved navn Egon som har en meget livlig fantasi. Pædagogerne i den omtalte børnehave Egon går i, har stemplet Egon som den vilde, ikke helt normale dreng som altid gør det modsatte af, hvad pædagoerne siger han skal. Så kommer der en ny pædagog som ser Egon som en normal dreng som har en rigtig god fantasi, som han ikke skal være foruden, hvor imod at de gamle pædagoer mener det modsatte. Egon kommer med en udtale om en vissen orikide, hvor så Egon siger at der en rusten orikide hvor den gamle pædagog siger det er forkert. Hun accepterer ikke Egons evne til at se ting på en anderledes måde, istedet for at alting og alt skal være ``rigtig´´........ 

Feltstudieopgave - Nørbygård i Hanstholm.

Feltstudie – Pædagogens kompetencer:

Interview med pædagogen Helle Fejerskov

Indledning:

Vi er en pædagoggruppe fra VIA UC Thisted, som har været ude at besøge Nørbygård i Hanstholm, hvor der er plads til 24 beboer, og hvor de tager sig af, og støtter folk med et misbrug af alkohol, stoffer og psykiske lidelser.  

Problemformulering:

Hvor har vi været? Hvem er pædagogen og hvor længe har hun arbejdet der? Hvordan fandt hun ud af, at dette var det område hun ville arbejde med? Hvorfor arbejder hun netop det sted? Hvad er det særlige? Hvordan håndterer hun en konflikt mellem pædagog og beboer?  Hvad er hendes rolle som pædagog? Hvad skal hun kunne? Hvad er det sværeste ved jobbet?

Et misbrugscenter set fra en pædagogs vinkel

I forbindelse med vores feltstudieopgave, har vi besøgt Nørbygård-centret i Hanstholm, og lavet et interview med den 35-årige Helle Fejerskov, som efterhånden har arbejdet der i 4 år, ud af de 6 år hun har været i pædagog. Udover pædagoguddannelsen er hun uddannet indenfor NADA-akupunktur, og er nu i gang med uddannelsen som en pædagogisk massør, hvilket er til fordel i hendes jobområde, da det beroliger beboerne.

     Helle Fejerskov fortæller om, hvordan hun fandt ud af, at hun ville arbejde indenfor det område, som hun gør i dag. Hun fortæller, at hun i sin praktik fik indblik i området, og efter hun har arbejdet i børnehaver og fritidsordninger, fik interessen for at lære noget om mennesker, der var i pressede situationer. Det er et hårdt job at være pædagog på Nørbygård, da man gennem jobbet hører mange ubehagelige historier om deres baggrund, men derimod er personalegruppen god til at støtte, lytte og hjælpe hinanden. De har et godt fællesskab blandt personalet og sætter tid af til, at de kan komme af med nogle af de tunge oplevelser, hvis det kan være psykisk hårdt at overkomme.  Hun møder mange mennesker med forskellige misbrug, som hun hidtil ikke har kendt noget til, da hun selv har haft en tryg opvækst. Hun synes, at det er et fantastisk og spændende sted at arbejde, hvor empatien fungerer godt og hvor folk hurtigt kommer sig. Helle Fejerskov fortæller, at det er blandingsmisbrug, alkohol og psykiske problemer, der tit følges ad, når beboerne kommer, for at få hjælp. Hun går selv ind for døgnbehandling, da personalet derved kan holde øje med beboerne, og støtte dem til hver en tid. Inden de bliver udskrevet, bliver de tilbudt at få hjælp til at finde en anden omgangskreds. Personalet hjælper dem, med at sikre dem et indhold i tilværelsen, så de har en hverdag at komme ud til efter behandlingen.

     Pædagogen fortæller, om det særlige der er ved hendes arbejde. Hun kan mærke, at det glæder hende, at se dem smile og når der sker en positiv udvikling. Hun er glad for at kunne skabe ro og tryghed for beboerne, som hun bl.a. gør ved massage og akupunktur. Hverdagen er uvis, fortæller hun, da man ikke ved hvad man kommer op til. Hun oplever at høre mange fantasifulde historier, som efter beboernes mening, gerne skal overbevise pædagogen om, at de f.eks. må få mere beroligende medicin eller andet, end aftalt. Senere i processen kan de dog grine af deres tidligere historier, og over at de har, kunne ”snyde” dem. Personalet arrangerer forskellige aktiviteter i løbet af ugen, såsom motion, leg og værksted. Derudover er der morgensang hver morgen kl. 8.15, hvor de også får info om dagen og andre aktiviteter.

     Konflikt mellem pædagog og beboer kan forekomme, men da beboerne er meget konfliktsky, kan individuelle- eller gruppesamtaler være nødvendige for at skabe et godt fællesskab. Personalet arbejder med deres konkliftsky, ved at støtte dem, så dem til at sætte ord på deres følelser, motionere, shoppe eller f.eks. at lave en god middag uden alkohol. For at arbejde med den gruppe mennesker, skal man have viden og erfaring indenfor området. Det kan man få gennem kognitive kurser. Udover dét, er empati og forståelse for beboerne vigtig. Selvom beboerne ved indskrivningen skriver under på, at de ikke må forholde sig aggressive, så hænder det af og til alligevel, at beboerne er højrøstede og utilfredse, derfor må pædagogen være bestemt og konsekvent. Med de baggrundshistorier der bliver fortalt, kræver det at man er psykisk stærk.

     Det sværeste ved jobbet er, når børn er involveret i processen. Hun dømmer ikke beboerne der har børnene, men tager derimod hatten af for dem, da de kommer og åbner sig for personalet, og indser at de har et problem. Anerkendelsesprocessen er lang, men det er godt, at de kommer frivilligt for at få hjælp og støtte. På trods af at de savner deres hjem og deres normale hverdag i starten, så sker der en stor forandring i løbet af de første 2-3 uger.

Konklusion:

På Nørbygård centret har Helle Fejerskov beskrevet hendes job som pædagog, og hvad hendes arbejdsdag består af. Jobbet er hårdt, men også utrolig interessant. Hun fandt interessen i jobbet, gennem hendes praktikperioder. Hun arbejdede med jobbet, da hun dengang gerne ville lære at arbejde med pressede mennesker. Konflikter kan forekomme og kræver at man er struktureret og bestemt. Man skal med dette job have empati, forståelse, kunne give støtte, og være god til at lytte. Det der gør det hele værd, er at se de forskellige positive udviklinger og succeshistorier hos beboerne både mens og efter behandlingen.