Kulturfortællinger - Fortalt med mange stemmer kapiel 7.

Jeg vil forsøge at redegøre for de to indgange til kulturbegrebet.

Litteratur: HedeJørgensen, H. (2004): Kulturfortællinger- fortalt med mange stemmer. Systime Academic

Tværkulturel forståelse af kultur tager udgangspunkt i sammenligning af forskellige fænomener, indenfor forskellige kulturer. Den ligger op til fokus på forskelle og ligheder, og sammenligner elementer på tværs. Den kan være god til at pege på tendenser og opmærksomhedspunkter i kulturmødet, dog er der risiko for stereotype forestillinger, hvis den anvendes ureflekteret. Bruges den til direkte sammenligning mellem ungdomsliv i en moderne kultur og ungdomsliv i en traditionel kultur, kan den tværkulturelle forståelse give en form for overblik. Den forholder sig ikke til hvad der bestemmer en given kultur som kultur, men laver en sammenlignende analyse af adfærd. Den er brugbar så længe der er overensstemmelse om hvad der afgrænser kultur som kultur. Den tværkulturelle forståelse rummer en fare for en etnocentriskkulturforståelse, som lægger afstand til den kultur som ikke er lige så god som den man selv er en del af. Derudover er der en fare for kulturrelativisme, hvor man ser kultur som et fænomen, der kun kan forstås indenfor egne rammer. Den tager ikke højde for at den som betragter kulturen, er et produkt af kultur og er med til at skabe kultur. Den er ikke fyldestgørende i en tid hvor mennesker bevæger sig ind og ud af forskellige fællesskaber og den enkelte påvirker og påvirkes af de fællesskaber denne bevæger sig imellem.  Et grundlæggende begreb i tværkulturel forståelse er psykologiskpersonbegreb, der anses som en vestlig konstruktion, der har fokus på fortid som forklaring på menneskets følelser og handlinger.

Det andet begreb er den transkulturelle forståelse som skal ses i et større globalt perspektiv. På den ene side er der en kulturel overklasse som kendetegnes ved at have resurser og magt og på den anden side er der en kulturel underklasse som kendetegnes ved manglende resurser og magtesløshed. Den transkulturelle forståelse ser ikke kultur som et statisk fænomen, men som et dynamisk fænomen og en evig proces. Den som betragter kulturer skal være opmærksom på at han/hun selv er et produkt af kultur. Begrebet tager udgangspunkt i, at det ikke er kulturer der mødes, men mennesker og at der udveksles og skabes kultur ved hvert af disse møder. Den transkulturelle forståelse indeholder det tværkulturelle element, samt en bevidsthed om hvilken kulturforståelse man indgår i samvær med andre på og hvordan denne kultforståelse farver fortolkningerne i mødet. Da der i alle møder mellem mennesker, er forskellige faktor i spil, må den der betragter kultur have et dobbelt, som både kan vendes indad og udad. Metoden ser kultur gennem kultur og forholder sig derudover til hvilke processer der udpeger en given enhed som kultur. Den transkulturelle forståelse taler om Selvet, som betragtes som noget der forandre sig fra situation til situation og er betinget at refleksivitet. Da selvet er noget der fortælles, er det vigtigt at der er fokus på det sprog der bruges i fortællingen.

Forforståelse: Den usynlige del af kultrur, som betinges af historien. Det er grundlæggende antagelser som bygger på ens egen livserfaringer og den kultur man er vokset op i.

Redundans: Det forhold der gør det muligt at mennesker forstår hvad hinanden taler om, uden at det er nødvendigt at gå ned i enhver detalje i samtalen. Dette kræver dog den samme forforståelse i den givende referenceramme.

For at ændre sit perspektiv på kultur, må man bevæge sig rundt. Det man kan se med det blotte øje, er kun en del af en større helhed.

Det fortællende menneskes sprog er nutidsorienteret. Det er nøglen ind til dette menneske. Men det er også nøglen som det lyttende menneske kan samle op og bruge til at åbne egne døre med. Døre der fører ind til et selv som er dannet i et intimt samspil med kultur og historie. Det er her igennem at den andens fortælling bliver det forandrede perspektiv. (s.129 linje 26-30).

Det narrative sprog indeholder tematisering tid og rum i formen, oversætter tilfældigheder til begivenheder, samt et 3. vigtig element nemlig det lyttende menneske. Det er fortællende og kan indfange spændingen mellem det synlige og det skjulte i kulturen. Et metaforisk sprog, kan fremstille kontekstens evige foranderlighed og det ubegribelige modsætningsforhold mellem det der kan ses og det skjulte. Følelser og oplevelser har en universel klarsyn og er genkendelig på tværs af tid og rum. De udtrykkes i billeder, ordsprog og talemåde og bliver levende når de genkendes og fanges af andre.